
SOUNDBOKS er gået fra at være en hjemmebygget festivalhøjttaler til at være et globalt livsstilsbrand. De er blevet synonym med musik- og ungdomskultur, og deres produkter er skabt til at kunne spille (højt!) under alle tænkelige og utænkelige omstændigheder – med andre ord: Du kan næsten udsætte dem for hvad som helst.
SOUNDBOKS besluttede at udsætte både deres produkt og deres kundebase for den ultimative test: The Bucket List Challenge. I løbet af kampagneperioden udfordrede SOUNDBOKS sin dedikerede fanbase til at afprøve højttalerens holdbarhed i 11 udfordringer – udfordringer, som flyttede festen til de mest uventede steder. Ja, nærmest både til lands, til vands og i luften.
For hver gennemført challenge gjorde man sig fortjent til én af de elleve stickers, som man derefter kunne bære som et trofæ på sin SOUNDBOKS. I tæt samarbejde med SOUNDBOKS designede og illustrerede jeg 11 forskellige motiver, som repræsenterede hver challenge – alle tilført masser af farver og festglæde. Og som en lille challenge til mig selv skulle hver sticker indeholde mindst ét ord, hvor jeg tegnede en skræddersyet typografi helt fra bunden.
Stor tak til især Frederik Emil Laursen og René Tolstrup Rohde for et glimrende samarbejde – og en del fester undervejs.
11 stickers til 11 udfordringer
SOUNDBOKS
De 11 stickers blev samlerobjekter for de inkarnerede SOUNDBOKS fans, og flere har efterspurgt dem efter kampagnens udløb.
Motiverne indeholder mange skjulte referencer til både medarbejdere, kontorhunde og nye produktlanceringer.
Alle stickers blev indledningsvist tegnet og farvelagt i hånden. Derefter rentegnede jeg dem digitalt, så de var klar til tryk.










